Dørguide

Hvad ved du om dørtrin, dørkarme og isolering?

Hvordan får man en dør til ikke blot at holde kulden ude men også se indbydende og pæn ud i mange år? Her kan du læse mere om, hvordan døre er opbygget.

Yderdøre har mange sikkerhedsdetaljer, så du kan beskytte dit hjem, f.eks. sikkerhedshængsler med bagkantssikring som forhindrer, at døren kan løftes ud af karmen. Desuden er hængslerne sikret i karmen med en beslagplade. Dørene har også sikkerhedsslutblik, som beskytter mod forsøg på at bryde låsen op. Låsen er forsynet med en hagelås, som kobler dørrammen sammen med karmen og gør det næsten umuligt at bryde dør og karm fra hinanden. Yderdøre leveres som regel med tre hængsler.

01 Karm: Karmen består som regel af massivt fyr, mahogni eller egetræ. Alternativt som træ/alu element

02 Dørtrin: Bundkarme (trin/tærskler) af massivt hårdttræ har normalt en slideskinne af aluminium. Lave handicaptilpassede bundkarme er ofte udført i aluminium eller glasfiber som standard til de situationer, hvor dette kræves.

03 Plade/finér: Begge sider af dørpladen er beklædt med fugtbestandig HDF-plade eller krydsfiner, som har et lag finer af fye, eg, mahogni eller teak yderst.

04 Aluminiumsplade: Dørpladens inder- og yderlag har en 0,5 mm fugtspærrende og stabiliserende aluminiumsplade.

05 Dørkarm: Dørkarm i massiv fyr, teak eller eg.

06 Isolering: Miljøvenlig celleplastisolering. Brandklassificerede døre har isolering af mineraluld.

07 Se punkt 4.

08 Se punkt 3.

09 Dekoration/overfladebehandling: Dekorationer i form af plader/lister eller sporfræsning på dørens yderside. Der findes en række valg af overfladebehandling af døren, f.eks. malet, olieret eg, mahogni eller teak.

10 Glas: Montering af 3-lags isolerende glaskassette. Glasset kan leveres i en række forskellige udførelser.

11 Lås: De fleste yderdøre leveres med sikkerhedsklassificerede låse, som opfylder standardkravene. Ofte kan sikkerheden på yderdøre øges med ekstra cylindre o.l.

12 Karmskruer: Karmskruer anvendes til fastgørelse af dørkarmen i ydermuren. Typisk anvendes 4 karmskruer i hver side, se mere i dørproducentens montagevejledning

13 Hængsler: Justerbare sikkerhedshængsler med bagkantssikring. Hængslerne er sikret i karmen med en beslagplade.

14 Sikkerhedsslutblik: Sikkerhedsslutblik med justeringsskruer samt mekanisk justerbar anslagsplade.

15 Tætningsliste: Tætningslisten sikre tætning mellem karm og ramme. Ofte udført i EPDM gummi

Størrelsesangivelser for døre

Dørstørrelser angives ofte i størrelsesmoduler (forkortes M), hvilket faktisk ikke angiver dørens nøjagtige størrelse men størrelsen på hullet i væggen, som døren skal monteres i. Til en dør med modulstørrelse 9M x 21M (bredde x højde) er hullet mindst 910 x 2110 mm. Modulmålet på karmens ydermål skal være 20-25 mm mindre (888 x 2088 mm) for at give plads til fugning og bagstop (eller kalfatring). Man kan også sige, at dørens modulstørrelse er inklusive fuge og bagstop.

Måltagning til yderdøre

Ved udskiftning af yderdør udskifter man som regel både dørplade og dørkarm. Når man tager mål til en ny yderdør, er det derfor vigtigt at måle selve det væghul, døren skal sidde i. Det er ikke nok at måle dørpladen! Få hjælp af din forhandler eller tømrer, hvis du er i tvivl. Man bør aftage gerigter og isolering omkring den gamle dør og mål væghullet. Træk ca. 20 mm fra bredde og højde på væghullet (til fuge og fugebagstop). Så har du den største bredde og højde, din dør kan have. Vælg derefter en egnet modulstørrelse.

Højre- eller venstrehængslet?

Skal døren have hængslerne i højre eller venstre side og skal den åbne indad eller udad? Dette afgøres ved at stille sig på den side af døren som den åbner op til (ex. indvendigt hvis døren åbner ind i huset) når man så står og kikke på døren afgøres hvilken siden døren er hængslet i – ser man hængslerne til højre hedder det en højre indadgående dør. På en tegning vil slagretningen være stiplet på en indadgående dør og fuldt optrukket på en udadgående dør, fordi at slagretninger altid er set fra ydersiden.

Vedligehold din dør

For at holde sig pæn i lang tid skal en dør både plejes og vedligeholdes. Regelmæssig vedligeholdelse er desuden en forudsætning for at garantien skal gælde. Placeringen er afgørende for, hvilken vedligeholdelse, din dør eller port behøver. På et udsat sted skal der vedligeholdes ofte, for at produktet skal kunne modstå påvirkningerne fra regn, vind og sol.